Byrådsmedlem i Aarhus: – Kun i en drøm vil alle have råd til at bo i byen

Byrådsmedlem for Nye Borgerlige Henrik Arens, anser det for værende en utopi, at alle har råd til at bo i Aarhus centrum. I stedet foreslår han en strategi, der får tilflyttere til at bosætte sig i oplandet.

Af Mathias Dueholm

Foto: Ida Sofia Laursen

Udviklingen i det centrale Aarhus, hvor man ser mange nybyggerier, hvoraf flere er højhuse, der skal rumme de mange studerende og tilflyttere, der vil komme til byen, er ikke noget, der huer Henrik Arens, byrådsmedlem for Nye Borgerlige.

”Jeg er meget imod de højhusbyggerier, der er langt over seks etager høje, som for eksempel Mindet 6. Det bliver endnu værre, når vi kommer ind i byen, og man har revet eksempelvis Jomsborg ved politigården ned,” siger Henrik Arens.

Han ser i stedet for sig, at mange af de studerende, der flytter til Aarhus i fremtiden, bør bosætte sig uden for ringgaden.

”Ja, det gjorde jeg selv, da jeg kom til byen som studerende. Der boede jeg i Viby, og det tog et kvarter at komme ind til centrum på cykel.”

Henrik Arens (Nye Borgerlige, Aarhus) om sit syn på byfortætning i Aarhus centrum. Video: Mathias Dueholm.

Der er dog en hel del gevinster ved netop at fortætte en bymidte. Det fortæller professor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, John Andersen:

”Man kan argumentere for at fortætte en midtby med, at det kan give en ressourcebesparelse. Det er nemmere at lave infrastruktur, og det er nemmere at lave en effektiv energiudnyttelse.”

Én ting er de høje bygninger, som Henrik Arens ikke bifalder. Noget andet er de stigende boligpriserne, som han mener er en følge af en naturlig udvikling på et boligmarked, hvor det er de frie markedskræfter, der bestemmer.

Det synspunkt giver professor John Andersen dog ikke meget for:

”Det er en form for markedsfundamentalisme at mene, at det uundgåeligt vil blive dyrere og dyrere at bo centralt. Dels kan man politisk prioritere, at de private udviklere skal stå for en mindre del af byggeriet. I stedet skal der bygges almene boliger af forskellig art, som har den fordel, at de ikke stiger i husleje. Det gør de privatejede. Ellers ender det med et scenarie som i Oslo eller Stockholm.”

Henrik Arens er dog ikke i tvivl om, hvad han mener om de streger, der er ved at blive tegnet i det centrale Aarhus:

”Jeg er glad for, at man ikke rev Latinerkvarteret ned dengang i 1970’erne, hvor nogen hellere ville bygge med beton, og jeg tror vi bliver glade for at få stoppet den udvikling, der er i gang nu. Så vil vi kunne se by, der består af andet end glas og beton i 17 etagers højde.”

Freja lever med en hjerneskade: – Hele verden lå klar foran mig

Freja Malik Blinkenberg Jessen bruger det fælles blomsterbed til at koble af og give sin hjerne en pause.

I 2017 blev den dengang 17-årige Freja Malik Blinkenberg Jessen påkørt på knallert. Siden fulgte en tæt på endeløs kamp med et rigidt sundhedsvæsen, som var over tre år om at stille en diagnose. Ulykken forårsagede en hjerneskade, og nu kæmper Freja blot for at kunne klare sig igennem hverdagen.

Af: Mathias Dueholm

”Jeg tudede. Jeg var faktisk mere glad end ked af det. Jeg var selvfølgelig ked af at få at vide, at jeg nok aldrig slipper af med det her, men jeg var glad for, at jeg havde noget at sige til folk. Det her er faktisk noget jeg fejler, det er ikke bare noget, jeg siger.”

Ordene er den 22-årige Freja Malik Blinkenberg Jessens, og de forlader hendes svælg gennem den vitaliserende læbestift, som hun sidder dér i sit svagt oplyste køkken. Iklædt en sort, kortærmet trøje og rød nederdel, tænker hun tilbage på et langt forløb i det offentlige cirkus for dårligdomme, som i højere grad har været en modspiller end medspiller. Ordene beskriver hendes reaktion på den diagnose, der endelig kunne forklare hende, hvad alle de svært invaliderende symptomer, hun havde gået med i mere end tre år, skyldtes.

Diagnosen får hun overleveret af en neurolog på et gudsforladt og spartansk indrettet kontor på Aalborg Sygehus. Et sted hun havde besøgt flere gange, foruden de hyppige besøg på det lokale Thisted Sygehus, siden hun i sommerferien i 2017 blev påkørt og pådrog sig en hjernerystelse.

”Neurologen var faktisk superunderlig. Hun havde ingen sociale kompetencer og blev sur, når jeg stillede spørgsmål eller blev ked af det,” siger Freja om det skelsættende sygehusbesøg i det dunkle efterår 2020.

”Men hun viste sig at være sindssygt dygtig. Hun havde fanget alt under vores samtale, hun lyttede til min historie, hun diagnosticerede mig med PCS og hun udskrev medicin til mig.”

Diagnosen PCS er en forkortelse for postcommotionelt syndrom og bliver på dansk ofte omtalt som ”langvarig hjernerystelse”.

Jeg kører ud i krydset på min knallert med omkring 30 km/t, da en rød bil vil overhale mig

Freja om den episode, der endte med at give hende en varig hjerneskade

Ulykken satte en stopper for et aktivt liv

Forud for denne efterårsdag i 2020, hvor Freja endelig får klarhed, er gået mere end tre år med daglige symptomer som hovedpine, lyd- og lysfølsomhed, indlærings- og hukommelsesbesvær samt hjerneskadetræthed. En tilstand, som Freja pludselig befandt sig i, som var hun kommet til at stikke fingrene i den forkerte stikkontakt, der endte med at give hende et livsændrende rap over nallerne.

I 2017, da ulykken indtræder, er Freja 17 år gammel. Hidtil har Freja levet et ungdomsliv som så mange andre af hendes pubertære og hormonfyldte bekendtskaber. I et provinsielt samfund i sin barndomsby, Nykøbing Mors, lever Freja således et liv med mange veninder, et studiejob, mange timers ugentlig træning i form af fitness og sejlads, og derudover var Freja engageret i flere foreninger, blandt andet som formand. Hun havde med hendes egne ord ”mange bolde i luften.”

Drømme skortede det bestemt heller ikke på. Freja kunne drømme sig væk til et liv som hjerneforsker, kone, mor og hundeejer. Og naturligvis en hverdag, hvor hun var boss i egen båd og kunne gøre, hvad hun ville.

”Hele verden lå klar foran mig. Arbejdede jeg hårdt nok, skulle jeg nok opnå alt det jeg ville,” som hun siger.

Når hjernen kolliderer med hjernekassen

Ledende overlæge på neurologisk afdeling på Odense Universitetshospital, Michael Oettinger, beskæftiger sig mest med apopleksi, det vil sige slagtilfælde i hjernen i form af blodpropper og hjerneblødning. Han kan dog også fortælle noget om varige hjerneskader. Om diagnosticering af strukturelle ændringer i hjernen siger han:

”Man foretager naturligvis en almindelig lægeundersøgelse, men vil så supplere denne med en neurologisk undersøgelse, hvor man kigger på patientens styrke, gang og sprogforståelse.”

Ifølge Hjernerystelsesforeningens hjemmeside opstår en hjernerystelse, når hovedet udsættes for en pludselig og kraftfuld acceleration, som medfører, at hjernen kolliderer med kraniekassen. Herved sker der små skader på hjernen.

Ifølge foreningen er en hjernerystelse som oftest ret ukompliceret, og de gener, der følger med en sådan skade, fortager sig som regel efter nogle dage eller uger.

Mange af de gener, som patienterne oplever efter en hjernerystelse eller apopleksi, kan dog, ifølge Michael Oettinger, genoptrænes.

”Om skader i hjernen er permanente, afhænger af, hvorvidt der er andre blodkar i hjernen, som kan overtage forsyningen til det pågældende område. Er det tilfældet, kan man genoptræne sig ud af meget, og her er det vigtigt, at man får hjælp af eksempelvis en sprog-, ergo-, fysioterapeut eller en anden professionel.”

Ifølge overlægen kan der dog undertiden være problemer i den overgang, patienten oplever, når vedkommende udskrives fra det regionalt drevne sygehusvæsen og skal begynde genoptræning og/eller jobtræning i kommunalt regi.

”Der har været fokus på den her problematik i mange år, og jeg oplever desværre, at det ikke er altid, at kommunikationen er lige god. Det er jo ikke godt nok, set fra patientens synspunkt.”

”Jeg ser ham bremse og derefter køre væk”

”Jeg kan faktisk huske hele den dag meget detaljeret,” starter Freja med et delvist undertrykt grin, da hun skal genfortælle, hvordan den dag i juni 2017 forløb. Dagen, hvor hun påkøres af en bilist og dennes trailer. Dagen, hvor hendes hjerne pådrager sig skader, der skal få betydning for Frejas hverdag. Sandsynligvis resten af hendes liv.

Freja er 17 år, og skal på arbejde. Men på vejen vil hun købe sin storebror en fødselsdagsgave, en særlig whisky, som han har ønsket sig.

”Jeg har løbet en tur om morgenen, og på vej til arbejde kører jeg forbi Prebens Vinhandel, hvor jeg vil købe en gave til min storebror. De havde så ikke den whisky, jeg skulle have, så jeg kører videre mod mit arbejde med mit arbejdstøj i tasken. Jeg kommer til et rigtig dumt kryds. Jeg kører ud i krydset på min knallert med omkring 30 km/t, da en rød bil vil overhale mig.”

Bag på bilen er fastspændt en trailer, og det er den, der rammer Freja under overhalingen og forårsager hendes ulykke.

”Jeg ser ham bremse op og derefter køre væk, så jeg ved, at han har set det,” fortæller Freja, med en slet skjult forbavselse i stemmen – selv her fire år senere. Ifølge Freja var der rigeligt med vidner til ulykken, men hun oplevede ikke nogen hjælpende hånd fra de forbipasserende.

”Der går noget tid, inden mine forældre kommer og henter mig, og efter 40 minutters ventetid hos lægen kommer jeg endelig til. På det her tidspunkt er mit adrenalinniveau faldet en del, og jeg får mere og mere ondt, så jeg bliver sendt direkte på sygehuset.”

Det skulle heldigvis vise sig, at Freja slap nådigt fra ulykken. Ingen fysiske skader, ud over de blå plamager, der vidnede om hendes fald, samt ømme muskler. Og så var der lige det med hovedet. Lægerne kunne rigtigt nok se, at Freja havde slået sit hoved, men efter kort observation bliver hun hjemsendt med en parole om, at hun ”nok har en hjernerystelse”.

Forløbet herefter vækker stor harme hos Freja og hendes familie. Helt frem til den dag hun modtager sin diagnose, kæmper de en brav kamp for, at Freja bliver hørt, og hendes nedsatte funktionsevne bliver anerkendt. Frejas egen læge vil hun dog gerne rose.

”Min egen læge tog mig seriøst. Hun har været min læge, siden jeg var barn, og vidste, at når jeg kom til lægen, var det fordi, jeg havde det rigtig dårligt. Nu kom jeg pludselig virkelig ofte til konsultation hos hende.”

Efter utallige forsøg på at blive henvist til specialister – hvor hun hver gang blev sendt tilbage til egen læge – og mange ture til og fra sygehusene i Thisted og Aalborg, havnede Freja altså endelig hos den hjernespecialist, der lyttede og kunne diagnosticere hende.

Jeg drømmer om at kunne klare mig selv i hverdagen, og ikke at skulle gå til fysioterapeut resten af mit liv

Freja om sit syn på fremtiden

”Systemet er bare ikke flettet ordentligt sammen”

At patienter kan komme i klemme i systemet efter at have fået en erhvervet hjerneskade, er imidlertid ikke noget ukendt billede for Kenneth Kinastowski, der er kommunikationsmedarbejder hos Hjerneskadeforeningen, der har omkring 4.000 hjerneskadede medlemmer.

”Det er ofte i overgangen fra sygehussystemet og så til kommunen, at der opstår en problematik. Efter kommunalreformer og hvad vi ellers har haft, er genoptræningsopgaven blevet trukket tilbage til kommunerne selv, frem for at det er specialiserede steder, der står for det,” fortæller Kenneth Kinastowski, inden har eksemplificerer:

”Hvis kommunen eksempelvis har et dagtilbud, de mener, er passende for en given borger, så bliver vedkommende sendt i et dagtilbud af en slags. Om det så er den nødvendige specialiseret rehabilitering, er, i nogle tilfælde i hvert fald, mere tvivlsomt.”

Hjerneskadeforeningen er en patientorganisation for hjerneskaderamte personer i Danmark, der har været ude for at få en hjerneskade som følge af apopleksi eller infektion, som har en medfødt hjerneskade, eller, som i Frejas tilfælde, har været udsat for et hjernetraume.

Hjerneskadeforeningen laver i høj grad et politisk arbejde for at gøre kommunerne opmærksomme på de problemer, som hjerneskaderamte borgere kan opleve. Derudover hjælper de den enkelte borger med at få stillet den rigtige hjælp til rådighed.

Kenneth Kinastowski kan altså sagtens nikke genkendende til Frejas oplevelse af, at systemet omkring den hjerneskaderamte ikke fungerer optimalt.

”Det er her, systemet kommer lidt til kort, for de er nødt til at se, om de kan proppe borgerne ned i nogle kasser, og helst nogle kasser, der passer. Og på den måde kommer de også uvægerligt nogle gange til at begå nogle fejl, som måske kunne være undgået, hvis de havde kigget lidt nøjere ned i en neuropsykologisk rapport, eller set lidt bedre ned i genoptræningsplanen, eller hvad der nu end ligger. Og det gør de ikke. Det er jo et ressourcespørgsmål,” siger Kenneth Kinastowski. Ifølge ham bør hele systemet nytænkes.

”Vi skal ud af den her kassetænkning, hvor en nyramt og dennes familie hele tiden skal bevæge sig fra én kasse til en anden, i stedet for, at der er en samlet plan omkring borgeren fra det øjeblik hjerneskaden opstår. Systemet er bare ikke flettet ordentligt sammen.”

Kenneth Kinastowskis opfattelse er, at der i alt for mange tilfælde ikke bliver gjort en tilstrækkelig indsats fra kommunens side, hvilket undertiden ender med, at borgeren ender på kontanthjælp, førtidspension eller måske bliver sendt ud i forskellige jobprøvninger, som den pågældende borger måske slet ikke kan varetage.

Det er altså ikke noget, der rummer den store fornuft, hvis man spørger Kenneth Kinastowski. Han siger:

”Til sidst bliver kommunen alligevel så træt af det, at de placerer borgeren på en førtidspension, og så får de lov til at sidde der. Og borgeren hører aldrig fra kommunen igen, medmindre de henvender sig til dem.”

En drøm om at kunne klare sig selv

Tilbage hos Freja, der sidder i sit køkken og gavmildt fortæller om sit efterhånden alenlange sygdomsforløb, lader hun på et tidspunkt blikket glide ud over det store fælles blomsterbed, der står lige uden for hendes hoveddør. For ganske nyligt har hun fået adresse i et bofællesskab i Brabrand, et stenkast fra Gellerupparken.

Her bor hun i én ud af mange lejligheder, der er sammensat og under ét tag. Det får komplekset til at minde om ét stort drivhus. Arkitekturen passer Freja ganske godt, da hun nemt kan sørge for, at der ikke bliver for lyst i hendes hjem. Freja er meget lysfølsom, som følge af den hjerneskade, hun har erhvervet sig.

Det sparsomme lys og den idylliske ro i Frejas køkken understøtter på fin vis hendes refleksioner over fremtiden. Den fremtid, der alt andet lige ser væsentligt anderledes ud end for blot få år siden.

”Jeg går til behandlinger 10 timer om ugen. Jeg er afhængig af, at der kommer en bostøtte en gang om ugen og hjælper mig med at strukturere min hverdag. Jeg er ved at tage en bachelor i biologi på universitetet på fem år, selvom den normalt tager tre år for andre. Det skyldes, at jeg er blevet vurderet til kun at kunne studere 15 timer om ugen, inklusiv lektielæsning,” fortæller Freja, inden hun fortsætter:

”Jeg drømmer om at kunne klare mig selv i hverdagen, og ikke at skulle gå til fysioterapeut resten af mit liv. Jeg drømmer stadig om at blive hjerneforsker, og den drøm har jeg besluttet at forfølge, selvom det ikke er sandsynligt, at jeg bliver hjerneforsker en dag. Jeg drømmer også om at kunne arbejde 30 timer om ugen, altså det dobbelte af, hvad eksperterne vurderer, jeg kan.”

Udsigterne til, at Frejas situation forbedres, er ifølge hende selv temmelig dystre. Hun er således indstillet på, at hun skal kæmpe med de nuværende symptomer resten af sit liv.

”De siger, det måske kan blive bedre, men de tror det ikke,” siger hun.

”Så jeg skal regne med at leve med det her resten af mit liv.”

Ung fredericianer modtager endnu en voldsdom

I byretten i Kolding blev der onsdag afsagt dom i en voldssag fra Fredericia. Tiltalte modtog en fængselsdom samt et opholdsforbud.

Af: Mathias Dueholm

Kolding: I det lille retslokale i byretten i Kolding, synes tiltalte, en ung, mørkhåret mand, med et veltrimmet fuldskæg og nydelige, sorte briller, ganske afslappet. Det er da heller ikke første gang, han befinder sig på anklagebænken. Det vender vi tilbage til.

Stemningen mellem tiltalte og hans forsvarer virker til at være god. Der er overskud til at tjekke mobilen og udveksle en kæk bemærkning, mens de venter på dommerne. Over for dem sidder sagens senioranklager og gennemroder sin bunke af papirer som en sidste forberedelse, inden hun skal fremlægge anklageskriftet.

Da dommeren har indtaget sin plads i retslokalet, flankeret af sine to kvindelige domsmænd, gennemgår anklageren sit anklageskrift, mens tiltalte sidder i vidneskranken.

Herfra fortæller tiltalte, hvordan han oplevede den bytur i Fredericia, der fandt sted natten mellem fredag den 3. og lørdag den 4. september i år. En bytur, hvor han er anklaget for at have slået en bekendt i hovedet, nikket ham en skalle samt udstukket trusler om repressalier rettet mod samme og dennes familie, såfremt han ville anmelde episoden til politiet.

Tiltalte afviser imidlertid alle beskyldninger, selvom han erkender at befundet sig hos Streetfood i Fredericia centrum på det pågældende tidspunkt samt, at han har snakket med offeret. Ifølge tiltalte opsøgte han offeret på baggrund af informationer om, at denne skulle have handlet stoffer. Hurtigt kom diskussionen dog til at handle om tiltaltes ekskæreste, som offeret skulle have haft omgang med, og hurtigt gik bølgerne højt.

Langsomt og lavmælt svarer tiltalte troligt på spørgsmålene fra anklager. Om det er udtryk for nervøsitet eller stress er svært at vurdere, mens han flittigt gumler på sit tyggegummi med åben mund. Måske er der tale om en tilbagelænet stil, som tiltalte har tillagt sig som resultat af den erfaring han allerede har opbygget i sit unge liv.

Udfordret hverdag

Senere under retsmødet, hvor forsvareren fører ordet, får tiltalte lejlighed til at fortælle om sig selv og sin aktuelle livssituation. Her lister tiltalte en række lidelser op, som han tilkendegiver, at han bøvler med, og som besværliggør hans hverdag. ADHD, angst og PTSD er noget af det, som har gjort ham berettiget til at få beskikket en bostøtte. Herudover tager han sovemedicin.

De mange udfordringer i det sociale og psykiske liv hos den unge, voldstiltalte mand, der for nyligt har måttet sætte sin uddannelse som taglægger på pause, har da også resulteret i en kriminel løbebane. Tiltaltes tidligere domme bliver opremset af sagens anklagemyndighed, og dette er næppe hans stolteste øjeblik. Flere voldsdomme, domme for trusler – i ét tilfælde rettet mod en fængselsbetjent – samt behandlingsdomme er noget af det, der fylder i rygsækken hos den tiltalte.

Denne onsdag i byretten i Kolding bliver endnu et kapitel dog tilføjet tiltaltes straffeattest. Efter en cirka 45 minutter lang dommervotering, kendes den unge fredericianer skyldig i at have udøvet vold. Som følge af manglende beviser, frikendes han dog for anklager om trusler. Straffen lyder på tre måneders fængsel, samt et opholdsforbud, der forbyder den dømte at færdes i bylivet og på serveringssteder mellem klokken 00.00 og 05.00 i fire måneder. Desuden bliver den dømte pålagt at betale sagens omkostninger samt erstatning til offeret.

Jytte kæmper for at kunne gå frit på stranden: ”Det er ikke sjovt, når man tænker “Nå, må jeg være her?””

Jytte Møller elsker at bruge den lokale strand som vandrested, men føler sig generet af det voksende antal skilte med skriften ”Privat område”, som velhavende husejere sætter op langs stranden. Jytte er ikke alene med sin frustration, og nu håber hun at kunne mobilisere en masse lokale kræfter, så kommunen vil skride ind.
Jytte Møller ærgrer sig over de efterhånden mange skilte langs stranden, opsat af private. Nu vil hun kæmpe for at vende udviklingen.
Foto: Mathias Dueholm

Af Mathias Dueholm

Med havets brusende bølger på den ene side og det trygge parcelhusområde, hvor hun selv bor med sin mand John, et par rækker fra stranden, på den anden, går Jytte sin vante tur langs stranden. Sådan skulle det gerne blive ved med at være. Men Jytte på 75 frygter, at en uheldig udvikling er ved at overtage hendes naturskønne gåture på stranden.

”Jeg tænker over, hvornår det mon bliver sådan, at man ikke kan gå hernede,” siger Jytte.

Det, som Jytte taler om, er det voksende antal ”privat-skilte”, som hun selv kalder dem. Skilte, som ejerne af de allermest kystnære grunde har anskaffet sig og sat i jorden, hvor de mener deres egen have slutter, og det offentlige strandareal starter.

Alting ændrer sig, og det er okay. Men det er ikke okay med alt det dér

– Jytte Møller om de mange skilte langs stranden

Problemet for Jytte og mange andre lokale, der ynder at gøre brug af den naturskønne gå-rute, er imidlertid, at det kan være svært at gennemskue, nøjagtigt hvor offentligheden må færdes nede ved vandet. Og desuden tvivler Jytte på, at de nye husejere overhovedet har lovhjemmel til at opsætte disse ”Privat område”-skilte.

”Hvis du sætter et ”privat-skilt” op, skal det være efter aftale med kommunen, og det tvivler jeg på, at det er,” siger Jytte og fortsætter:

”Det er forskellige slags skilte, de er ikke ensartede, så man tænker ikke: ”Det er noget, du har fra kommunen.”

Fra sommerhuse til villaer

Det var den 29. april 2020, at byrådet i Aarhus besluttede at omdanne sommerhusområdet ved Skæring Strand til byzone. En beslutning, man har kunnet mærke på de kanter.

”Det er jo fordi, vi er blevet en byzone her i Skæring. Vi har altid været et sommerhusområde, men for nyligt blev det lavet om. Det vil jo sige, at mange af de her sommerhuse bliver væltet, og så kommer der store, firkantede villaer,” fortæller Jytte.

Konkret betyder byrådets beslutning altså, at man nu kan søge om byggetilladelse til at opføre et helårsfamiliehus ved Skæring Strand. En placering, der naturligt nok forekommer mange som meget eftertragtet.

Det er da heller ikke denne udvikling fra sommerhuse til helårsboliger, Jytte anfægter. Hun er bevidst om, at den slags udvikling er uundgåelig de fleste steder.

”Alting ændrer sig, og det er okay. Men det er ikke okay med alt det dér,” siger Jytte med en slet skjult henvisning til de mange ”Privat område”-skilte

”Det stikker mig sådan i øjnene”

For Jytte og mange af de andre lokale beboere i Egå/Skæring, som hun undertiden møder og taler med på sine gåture langs vandet, er der flere problemer med de mange ”Privat område”-skilte.

”Det er skæmmende for naturen med de mange skilte, og i stedet for at gå og nyde naturen, ærgrer jeg mig over de skilte,” siger Jytte. ”Jeg får den der mærkelige fornemmelse, når jeg går her. Hvem må egentlig gå her? Må jeg gå her? Det vil jeg gerne vide.”

Jytte har, for at få svar på sine spørgsmål, rettet henvendelse til Aarhus Kommune. Her oplevede hun dog at blive kastebold mellem de forskellige udvalg. Ingen kunne give Jytte de svar, hun søgte.

”Jeg bliver jo henvist hele tiden. Jeg snakkede med Teknik og Miljø, som henvist mig til Natur og Vandløb. Her får jeg at vide, at jeg skal snakke med Drift og Vedligeholdelse, og de sender mig videre til nogen, jeg allerede har snakket med. Så siger de ”skriv en mail til den her adresse,” og det er jo fordi, de ikke aner, hvem der skal tage sig af det her,” siger Jytte.

Jytte Møller bryder sig ikke om, at private opsætter bænke og lignende langs stranden og efterfølgende skriver “Privat” på.
Foto: Mathias Dueholm

”Én person bliver ikke hørt så godt som flere personer”

Jytte Møller er dog ikke så let at slå ud af kurs. Hun er nemlig fast besluttet på at yde modstand mod udviklingen på Skæring Strand, så der fremover ikke er tvivl om, hvor de private grunde stopper, og hvor offentligheden kan færdes med god samvittighed.

Men Jytte er samtidigt pinligt bevidst om, at hendes stemme i sig selv ikke har den store slagkraft over for kommunen. Derfor håber hun at kunne mobilisere ligesindede beboere fra lokalområdet. Helt konkret har Jytte tænkt sig at opsøge et af de lokale fællesskaber.

I Egå/Skæring findes nemlig foreningen af frivillige ”Her på Egnen”, som ifølge egne vedtægter agter at ”skabe sammenhold,” samt ”fysisk og psykisk sundhed og livsglæde for alle ”Her på Egnen”.”

”På søndag vil jeg tage det her op på mødet i ”Her på Egnen”, fordi det er jo bedre, når jeg skriver til kommunen, at jeg kan skrive, at jeg har den her forening bag mig. Jeg ved jo godt, at én person ikke bliver hørt lige så godt som flere personer. Det er en ældgammel sandhed,” lyder det fra Jytte.

Mens Jytte altså sætter sin lid til, at andre vil bakke hende op i hendes kamp mod de forvirrende, skæmmende og måske ulovligt opsatte ”Privat område”-skilte, har hun og manden John ikke i sinde selv at opsøge ejerne af de nye villaer nær stranden.

Det bedste vil altså, ifølge Jytte Møller, være, at Aarhus Kommune kommer på banen.

”Det er kommunen, der skal aktiveres til at henvende sig til de mennesker,” siger Jytte, inden hun fortsætter:

”Kommunen må sende nogle folk ud og gå den tur, og sige ”de og de huse skal fjerne deres skilte”. Det er min mening om det. Og det er det, jeg gerne vil have, skal ske.”

Hvad sker der, når man smelter dansk jordbundethed sammen med fransk temperament?

Magnus Maury Sørensen føler en stor berigelse ved at have franske rødder, men erindrer også nogle udfordringer ved at have haft en anderledes opvækst.

Magnus Maury Sørensens ydre afslører ikke meget om hans opvækst, der har båret præg af et kultursammenstød, hyppige ture til det sydlige Europa og en kulinarisk verden, langt fra dansk bøf og kartofler.

Af Mathias Dueholm

I parcelhuset i en jysk provinsby har moren i huset netop mistet besindelsen. Det er i hvert fald sådan det opleves for udenforstående. Årsagen til hendes vrede er imidlertid en banal hverdagskonflikt. Der går da heller ikke mere end få minutter før tavsheden atter indfinder sig. Moren i huset er faldet til ro. Nu ikke bare slapper hun af, hun udviser minsandten en glæde og overskud. Hun giver sig til at bage baguette med sin søn, Magnus.

Scenen kunne sagtens være et uddrag af et almindeligt dagligdagsliv i barndomshjemmet i Horsens hos Magnus Maury Sørensen. Selvom det kan virke kaotisk, er det ingenlunde sådan Magnus erindrer sin opvækst: ”Det var en opvækst, der bar præg af meget temperament, råb og skrig, men i lige så høj grad glæde, og kærlighed. Det har også sine kvaliteter,” fortæller Magnus.

Mens Magnus nedstammer fra en far med rødderne plantet solidt i den danske muld, er moderen født under sydens sol, i Frankrig. Dette har affødt en tone i barndomshjemmet, hvor stemningen bølgede meget. ”I Danmark er man mere nede på jorden, i Frankrig er man rigtig glad, når man er glad og rigtig sur, når man er sur,” fortæller Magnus.

Fransk præg på opvæksten

At være af halvt fransk afstamning har generelt sat sit store aftryk, ikke bare på den opvækst, som Magnus husker tilbage på, men også på den person Magnus er blevet til. I en alder af 20 år kan Magnus Maury Sørensen kigge tilbage på et ungt liv, der allerede har udstyret ham med et på mange måder andet blik på tilværelsen, end hans danske omgangskreds har.

”Der er noget i den franske mentalitet, der gør, at de har en mere kritisk tankegang i forhold til mange ting. Det kan jeg godt mærke, at jeg har fået noget af,” siger Magnus.

Efter at have boet et helt år i Frankrig og derudover have rejst meget til det vinglade land, kan Magnus ikke undsige sig at have fået et stort indblik, i det at være fransk, og det at bo der. Det vækker da også en hel del afsavn hos Magnus.

Først og fremmest går afsavnet på den store del af familien, der er baseret i Frankrig. Dem ser han selvfølgelig sjældent, og dette har for Magnus været den store bagside af medaljen. En medalje han ellers er glad for, har fyldt meget i hans liv.

Magnus fortæller gladeligt om de store fordele og gevinster, der har været, ved at få fransk kultur ind med modermælken. ”Det har været en kæmpe berigelse. Jeg har for eksempel fået et helt sprog foræret, og jeg har fået en stor indsigt i en anden kultur.” Det med sproget er endda noget, som Magnus aktivt forsøger at få trænet ved at snakke med sine fransktalende slægtninge, ”nu har jeg heldigvis en grand-grand-grandfætter, der lige er flyttet til Horsens. Ham snakker jeg fransk med nogle gange.”

Derudover kan Magnus dårligt skjule sin store begejstring for det franske køkken og den franske levevis, hvor ”man er meget bedre til at nyde livet, man er meget bedre til at gå ud og nyde et glas vin på en onsdag,” som han fortæller. Dette er ikke unormalt i Frankrig, men det er én af de store kontraster Magnus Maury Sørensen fremhæver i forhold til den danske kultur, han er vokset op i.

Arven skal gå videre

Glæden ved at have fransk blod i årerne skinner da også igennem når snakken går på Magnus’ fremtid. Når slægten skal føres videre, håber Magnus, at han har mulighed for at give meget af det videre, som han selv har nydt godt af. Hyppige ture til det franske, fransk mad og selvfølgelig det franske sprog.

Karrieremæssigt er Magnus heller ikke afvisende over for at bruge sin franske afstamning til sin fordel. ”Det ville da være lækkert at blive korrespondent i Frankrig,” fortæller Magnus med julelys i øjnene. Magnus har ellers en fremtoning som en typisk dansk, ung mand, med et sindelag, der også har tydeligt afsæt i den danske mentalitet. Magnus Maury Sørensen har i hvert fald svært ved at genkende moderens til tider svingende humør hos sig selv. ”Jeg synes jeg er meget nede på jorden, så måske har det haft en modsat virkning.”

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.