Ung fredericianer modtager endnu en voldsdom

I byretten i Kolding blev der onsdag afsagt dom i en voldssag fra Fredericia. Tiltalte modtog en fængselsdom samt et opholdsforbud.

Af: Mathias Dueholm

Kolding: I det lille retslokale i byretten i Kolding, synes tiltalte, en ung, mørkhåret mand, med et veltrimmet fuldskæg og nydelige, sorte briller, ganske afslappet. Det er da heller ikke første gang, han befinder sig på anklagebænken. Det vender vi tilbage til.

Stemningen mellem tiltalte og hans forsvarer virker til at være god. Der er overskud til at tjekke mobilen og udveksle en kæk bemærkning, mens de venter på dommerne. Over for dem sidder sagens senioranklager og gennemroder sin bunke af papirer som en sidste forberedelse, inden hun skal fremlægge anklageskriftet.

Da dommeren har indtaget sin plads i retslokalet, flankeret af sine to kvindelige domsmænd, gennemgår anklageren sit anklageskrift, mens tiltalte sidder i vidneskranken.

Herfra fortæller tiltalte, hvordan han oplevede den bytur i Fredericia, der fandt sted natten mellem fredag den 3. og lørdag den 4. september i år. En bytur, hvor han er anklaget for at have slået en bekendt i hovedet, nikket ham en skalle samt udstukket trusler om repressalier rettet mod samme og dennes familie, såfremt han ville anmelde episoden til politiet.

Tiltalte afviser imidlertid alle beskyldninger, selvom han erkender at befundet sig hos Streetfood i Fredericia centrum på det pågældende tidspunkt samt, at han har snakket med offeret. Ifølge tiltalte opsøgte han offeret på baggrund af informationer om, at denne skulle have handlet stoffer. Hurtigt kom diskussionen dog til at handle om tiltaltes ekskæreste, som offeret skulle have haft omgang med, og hurtigt gik bølgerne højt.

Langsomt og lavmælt svarer tiltalte troligt på spørgsmålene fra anklager. Om det er udtryk for nervøsitet eller stress er svært at vurdere, mens han flittigt gumler på sit tyggegummi med åben mund. Måske er der tale om en tilbagelænet stil, som tiltalte har tillagt sig som resultat af den erfaring han allerede har opbygget i sit unge liv.

Udfordret hverdag

Senere under retsmødet, hvor forsvareren fører ordet, får tiltalte lejlighed til at fortælle om sig selv og sin aktuelle livssituation. Her lister tiltalte en række lidelser op, som han tilkendegiver, at han bøvler med, og som besværliggør hans hverdag. ADHD, angst og PTSD er noget af det, som har gjort ham berettiget til at få beskikket en bostøtte. Herudover tager han sovemedicin.

De mange udfordringer i det sociale og psykiske liv hos den unge, voldstiltalte mand, der for nyligt har måttet sætte sin uddannelse som taglægger på pause, har da også resulteret i en kriminel løbebane. Tiltaltes tidligere domme bliver opremset af sagens anklagemyndighed, og dette er næppe hans stolteste øjeblik. Flere voldsdomme, domme for trusler – i ét tilfælde rettet mod en fængselsbetjent – samt behandlingsdomme er noget af det, der fylder i rygsækken hos den tiltalte.

Denne onsdag i byretten i Kolding bliver endnu et kapitel dog tilføjet tiltaltes straffeattest. Efter en cirka 45 minutter lang dommervotering, kendes den unge fredericianer skyldig i at have udøvet vold. Som følge af manglende beviser, frikendes han dog for anklager om trusler. Straffen lyder på tre måneders fængsel, samt et opholdsforbud, der forbyder den dømte at færdes i bylivet og på serveringssteder mellem klokken 00.00 og 05.00 i fire måneder. Desuden bliver den dømte pålagt at betale sagens omkostninger samt erstatning til offeret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*
*